Fakta om gårdhusene

Gårdhusene er den sidste del af Albertslund Syd, der skal renoveres – med forventet start i efteråret 2015.

I modsætning til etage- og rækkehusene er gårdhusene før blevet renoveret. Dette skete i 1980’erne, hvor der blev lagt nye tage ovenpå de oprindelige tage, og alle betonfacaderne blev ekstraisoleret og beklædt med eternit.

Husene er opført i 1965, og der er i alt 1.005 gårdhuse. De er opført i klynger på 2, 3, 4 eller 5 huse – bygget sammen på forskellig måde, så der i hele bebyggelsen dannes små åbne pladser.

Alle boligerne er opført i betonelementer i én etage på nær et mindre antal huse langs kanalen, der er i to etager.

For at se de mest stillede spørgsmål i forbindelse med den forestående renovering, og svarene derpå, kan man gå ind på ‘Spørgsmål og svar‘.

Renoverings omfang
Gårdhusene skal renoveres igen, da der ved opførelsen ikke er etableret et såkaldt terrændæk. På nuværende tidspunkt er der under gulvet en krybekælder med jordgulv. Der er altså ingen ”bund” i huset. Ved renoveringen skal der bygges et terrændæk, som sikrer mod, at der trænger fugt ind fra jorden, og som samtidig isolerer efter nutidig standard.

Ved renoveringen skal alle skillevægge, køkkener og gulve fjernes, da terrændækket ellers ikke kan etableres. Efterfølgende kommer der nye skillevægge, køkkener og gulve.

Havefacaden skal også udskiftes, da den er i dårlig stand.

Projektkonkurrence
Der har været gennemført en projektkonkurrence i gårdhusene. Her gav forskellige firmaer deres bud på en renovering af boligerne. Vinderen blev Wissenberg og Vandkunsten. Materialet fra arkitektkonkurrencen kan ses på www.masterplansyd.dk under Gårdhusene, historisk materiale.

Prøvehuse
1. etape i renoveringen er udført i 2013 og 2014, hvor der er udført i alt syv prøvehuse. Prøvehusene skal hjælpe med at få afklaret nogle spørgsmål i forhold til renoveringen af resten af gårdhusene. Resultatet af prøvehusene er ikke nødvendigvis lig med det endelige resultat.

Elementrenovering
I Ørnens Kvarter skal der bygges endnu et prøvehus ved en såkaldt ”elementrenovering”. Her nedrives hele gårdhuset til fundamentet, og der bygges et nyt hus med lette vægge og tagelementer oven på de eksisterende fundamenter.

Formålet med at udføre et nyt prøvehus er at undersøge om fuldskalarenoveringen i VA 4 Syd og VA 4 Nord skal udføres som traditionel renovering, som i AB Syd. Eller som elementrenovering.

Prisen for den traditionelle renovering i AB Syd er blevet højere end først tænkt. Derfor har Landsbyggefonden har givet tilladelse til at undersøge andre metoder.